mandag den 13. maj 2013

RUNDENS HOLD I SUPERLIGAEN (Runde 31)

Træner: Jess Thorup, Esbjerg fB;
efter pokaltriumfen var der lagt i kakkelovnen til en "Super-cup" mellem de nykårede pokalvindere og mestre. Oprykkerne vandt i løvernes hule og fuldender et fantastisk forår.

Jesper Hansen, FC Nordsjælland;
havde en stribe gode redninger i 1. halvleg, hvor han alene holdt OB fra scoringer. Var chanceløs på Marcus Pedersens udlignende mål.

Peter Ankersen, Esbjerg fB;
scorer rundens flotteste mål med et træk ind i banen og en velplaceret og kontrolleret afslutning med venstre fod.

Clarence Goodson, Brøndby IF;
fulgte op på en god indsats i sidste uge med en vigtig scoring og en sikker defensiv indsats. Det var først efter udskiftningen af Goodson at AaB fik udlignet.

Erik Sviatchenko, FC Midtjylland;
scorede kampens første mål hvor han viste overlegen springstyrke og dirigerede let Jesper Juelsgaards præcise hjørnespark i mål. Defensivt var han ligeledes i fuld kontrol over de ellers fysisk stærke angribere fra Randers FC.

Patrick Mtiliga, FC Nordsjælland;
spillede en godkendt kamp defensivt og var god i offensiven, hvor han assisterede Stokholm mål med et intelligent fladt indlæg.

Martin Jørgensen, AGF;
valgt til startopstillingen for første gang i foråret og var placeret i en 'regista' rolle bag de to hårdtarbejdende midtbanefolk Kasper Povlsen og Hjalte Nørregaard. Herfra styrede han slagets gang med en pasningssikkerhed på 90% og en assist til Akharraz' scoring, hvor veteranen viste overblik og perfekt præcision i den lange aflevering.

Nicolai Stokholm, FC Nordsjælland;
tilbage i sin suveræne pasningssikre stil hvor han diktere kampens begivenheder fra midten af banen. Scorede kampens første mål efter han selv startede angrebet fra egen halvdel.

Martin Spelmann, AC Horsens;
er den mest betydningsfulde spiller i holdets høje pres, der i store dele af kampen stressede Silkeborg til et mange fejlafleveringer. Spelmann løber i 90 minutter, hvilket udmøntede sig i en scoring i overtiden efter en kontra, hvor han følger med fra eget felt.

Martin Braithwaite, Esbjerg fB;har i foråret bygget en stabilitet ind i sit spil, som gør hans små finurligheder sværere at læse for modstanderne. Placerer sig intelligent bagerst i feltet ved sin scoring til 2-0, hvilket reelt lukker kampen.

Anders Christiansen, FC Nordsjælland;
var den dominerende figur i FCN-offensiven og skabte uro i OB's 3-back kæde, med sin konstante bevægelse. Scorede et flot mål og var hovedmanden bag Diarra's selvmål og involveret i Stokholms scoring.

Nicklas Helenius, AaB;
scorede det udlignende mål, der giver et vigtig point til AaB i kampen om bronzemedaljerne. Angriberen har haft en fantastisk sæson og er nu oppe på 15 mål og 7 assist. Flest i Superligaen.