Rundens hold i Superligaen (Runde 18)
Den offensive kvartet på rundens hold viser den lysende fremtid for dansk fodbold. Gennemsnitsalderen for de fire er 20,5 og de to af dem har allerede haft debut på landsholdet.
Følgende spillere er udvalgt til rundens hold:
Kim Christensen, FCK; var en vigtig mand i FCK's sejr, med 9 redninger. Har i Johan Wilands fraværd i glimt vist sin høje klasse. Han understreger FCK's position, at de har en reservemålmand med et højere niveau, end mange af de andre hold kan mønstre som førstevalg.
Espen Ruud, OB; nordmanden har været en af fynboernes bedste spillere i hele efteråret. Er altid blandt de spillere med flest aktioner, dette skyldes blandt andet hans mange dødbolde. I kampen mod Silkeborg, havde han 95% vellykkede afleveringer af 81. Det er noget af det højeste, præsteret af en ikke FCN-spiller, i denne sæson,
Daniel Høgh, OB; har som Ruud holdt meget højt niveau over hele efteråret. 17 vundne bolde og ligeledes en 95% vellykkede afleveringer, dog kun ud af 44.
Martin Albrechtsen, BIF; har været den fortrukne midterforsvarer i Brøndbys optur og mod Horsens også en af banens bedste. Har en masse erfaring som er vigtig i de tætte kampe der venter forude.
Pierre Bengtsson, FCK; har i efteråret bevist at han var en fuldgod erstatning for Bryan Oviedo på venstre back. Han var den spiller med flest boldaktioner, blandt andet 7 indlæg og 12 vundne bolde. Hans skarpe indlæg og hjørnespark er en evig trussel i FCK's angreb.
Rasmus Würtz, AaB; gik forrest i nærkampene på midtbanen, i en tæt kamp hvor AaB trak det længste strå. Viste sine uvurderlige lederegenskaber på det unge mandskab. 22 vundne bolde.
Thomas Kristensen, FCK; under Ariel Jacobs har "TK" hurtigt udviklet sig til en af rækkens bedste "6"ere. Han var, mod SønderjyskE, endnu en gang garant for vundne bolde (23) og en sikker boldomgang. 89 % korrekte afleveringer ud af 66.
Rasmus Falk, OB; endelig! Endelig ser det ud til at denne kun 20-årige offensiv-spillers potentiale bliver forløst i målscoringer og assists. Det ligner en taktisk genistreg fra OB-træner Troels Bech, at flytte Falk ud på højrekanten, hvor han der er mere plads til at udfolde sine kreative handlinger.
Simon Makienok, BIF; med sine 22 år, den ældste i denne rundes offensive kvartet. Makienok er på rundens hold for 3 uge i træk og er synonym med Brøndby-holdets opblomstring. I denne runde blev det til en scoring og en assist.
Niklas Helenius, AaB; den 21-årige angriber blev matchvinder med et tidligt mål scoret i det 16. minut. Men var gennem hele kampen farlig. Sluttede af med en flot soloaktion, hvor afslutningen desværre ikke udmøntede sig i endnu en scoring.
Andreas Cornelius, FCK; med 2 mål bragte 19-årige Cornelius igen sig selv i søgelyset. Den unge angriber var ellers havnet i en mindre scoringskrise med 6 kampe uden mål. Mod SønderjyskE viste han nye prøver på sit talent da han scorede direkte på frispark.