onsdag den 2. januar 2013

EFTERÅRETS HOLD: VENSTRE BACK

Superligaens efterårssæson er overstået og klubberne har været igennem 2/3 af sæsonen og afholder nu årets længste ferie. Det er derfor blevet tid til at kigge tilbage og se på hvilke spillere der har toppet. I de følgende uger vil Eftertackling kåre de 5 bedste spillere, på 11 pladser, i en 4-2-3-1 formation, med henblik på at finde efterårets bedste hold.

Top-5 - Venstre back:


#5: Jens Stryger Larsen, Brøndby IF;
Den 24-årige midtbanespiller, har i efteråret vist sig som en særdeles alsidig spiller, hvor han har vikarieret på venstreback. Han har leveret flere gode præstationer og været en af de bedste Brøndby-spillere i et ellers miserabelt efterår.

#4: Patrik Mtiliga, FC Nordsjælland;
Den nu tidligere landsholdsspiller, startede sæsonen stærkt, kulminerende med en scoring i 4-1 sejren over SønderjyskE i runde 7. Men formkurven knækkede efter 0-4 nederlaget til Chelsea og den efterfølgende sag op til Italiens-kampen, der fik Morten Olsen til at ekskludere Mtiliga fra landsholdet. Han leverede herefter ikke på samme høje niveau, men har alligevel været blandt de bedste venstrebacks i Superligaen.

#3: Bashkim Kadrii, OB;
Kadrii er i denne sæson, med succes omskolet til venstreback. Han danner sammen med Emil Larsen, en af de mest spændende venstrekant-duoer i ligaen, set med danske briller. Begge spillere er udtaget til Ligalandsholdet og kan potentielt blive en fremtidig duo på landsholdet. Kadrii's kvaliteter ligger i offensiven, og han er i efteråret noteret for 3 scoringer, blandt andet to flotte mål mod SønderjyskE.

#2: Adam Eckersley, AGF;
Englænderen er prototype på en gammeldags back og har i efteråret holdt et højt niveau defensivt så vel som offensivt. Han har med sine gode præstationer skubbet den talentfulde Mikkel Kirkeskov over i højreside. Eckersley, der har repræsenteret Manchester United i liga-cuppen i 2007, er noteret for 4 assist og en enkelt scoring for AGF i efteråret.

#1: Pierre Bengtsson, FC København

Efterårets venstre back: Pierre Bengtsson
Pierre Bengtsson startede sæsonen som reserve for den fremadstormende Bryan Oviedo, der med afstand var blandt de bedste spillere i Superligaens første runder. Men FC København vidste at de havde en fuldgod erstatning da de solgte Costaricaneren til Everton i August måned. Bengtsson har holdt omtrent lige så højt niveau som kollegaen Lars Jacobsen i højreside, og FCK fortsætter med at dominerer Superligaen med stærke back-par. Tidligere har vi set Niclas Jensen/Thomas Rytter og i nyere tid Pospech/Wendt. Den svenske landsholdsspiller, har en af ligaens allerbedste venstreben og ligger nogle knivskarpe indlæg, uanset om det er fra en dødbold eller i åbent spil. Han er noteret for 4 assist.