torsdag den 4. april 2013

MÅNEDENS HOLD MARTS

Månedens hold i Superligaen (Marts 2013):

Månedens helt store præstation stod Randers FC for, med 4 sejre og en uafgjort i 5 kampe uden at lukke et eneste mål ind, tog de fusen på Eftertackling, der i forårsoptakten ikke havde fidus til holdet. Nu ligger de lunt på tredjepladsen med europæisk deltagelse i sigte. 1 point, med en kamp mere end FCN, fra 2. pladsen der giver en kval.kamp i Champions League.
FCK kom flyvende fra start og var det mest scorende hold i marts måned, med 10 mål. FCN viste også mere direkte spil og scorede 6 mål i 3 kampe.
Oprykkere fra Esbjerg fortsatte deres solide defensiv og lukkede kun et enkelt mål ind i 3 kampe. De har nu fået et lille hul i nedrykningskampen og overhalet FCM og Horsens i tabellen.

Træner: Colin Todd, Randers FC;
Englænderen har fundet den helt rette blanding af en god defensiv med hårdtarbejdende spillere og en direkte offensiv med hurtige kantspillere og skarpe angribere.

David Ousted, Randers FC;
med 5 clean sheets i ligeså mange kampe, er keeperen ikke til at komme udenom på månedens hold.

Peter Ankersen, Esbjerg fB;
den hurtige back er den eneste ikke-Randers spiller der presser sig ind på holdet. Han er det offensive bidrag i Esbjergs bagkæde og terroriserer ofte modstandernes venstreside i samarbejde med brormand Jacob.

Mads Fenger, Randers FC; Chris Sørensen, Randers FC; Adama Tamboura, Randers FC;
det er sjældent at et hold holder målet rent i 5 kampe i træk og det betyder at Randers bidrager med tre spillere i forsvaret på månedens hold.

Claudemir, FC København;
brasilianeren viste i marts måned at han skal være førstevalget på den centrale midtbane i FCK. Som matchvinder i kampene mod OB og Horsens sikrede han FCK vigtige sejre i forårets første kampe.

Christian Keller, Randers FC;
anføreren og midtbanedynamoen på Randers holdet, der har domineret marts med sejr på sejr. Den uafgjorte kamp kom pudsigt nok i kampen hvor Keller sad over. Den tidligere kantspiller, har gjort et stort indtryk som en af de bedste centrale midtbanespillere i Superligaen.

Uffe Bech, FC Nordsjælland;
den unge kantspiller blev i vinters hentet i Lyngby og med Kasper Lorentzen på skadeslisten, har Bech grebet chancen med direkte, udfordrende og målsøgende spil. 1 mål og 1 assist i 3 kampe.

Andreas Cornelius, FC København;
efter det store gennembrud i efteråret er FCK-angriberen nu en profil i Superligaen og fast landsholdsspiller i Bendtners fravær. Men det ser ikke ud til at have påvirket Cornelius, der har fortsat sin målstime med 3 mål i 4 kampe.

Nicolai Brock-Madsen, Randers FC;
har stået lidt i skyggen af sin angrebspartner og topscorer i Randers Ronnie Schwartz, men i marts måned var det U-21- og ligalandsholdsspilleren der lyste op med 3 mål i 4 kampe.

Nicolai Jørgensen, FC København;
har i 3 ud af 4 kampe i marts, været den dominerende spiller i FCK's sprudlende offensiv. Med 2 mål og 3 assists, var han været involveret 70% af holdets mål i de 3 første kampe og 50% af alle mål i marts måned.