tirsdag den 23. april 2013
RUNDENS HOLD I SUPERLIGAEN (Runde 28)
Træner: Lars Søndergaard, SønderjyskE;
med en flot 4-1 sejr, fik SønderjyskE skabt et måske afgørende hul, på 5 point, til nedrykningsstregen.
David Ousted, Randers FC;
var igen den sikre bageste skanse, der giver ro i defensiven. Sikrede det ene point ved at redde straffesparket fra Kristian Lindberg.
Lars Jacobsen, FC København;
var i fuld kontrol defensivt hvor de ellers formstærke Søren Frederiksen og Nikolaj Thomsen blev holdt i kort snor. Han støttede samtidig en velspillende Bolanos i offensiven.
Kenneth Emil Petersen, AaB;
var bedste mand i defensiven og havde styr på Superligaens topscorer Andreas Cornelius kampen igennem.
Alexander Juel Andersen, AC Horsens;
på grund af skader placeret i midterforsvaret. Her viste, den normale back, at han er en kompetent forsvarsspiller på alle punkter. Har tidligere i karrieren også spillet midtbane, så det er et alsidig talent, AC Horsens har i truppen.
Daniel Christensen, SønderjyskE;
fungerer som wingback og viser her sine offensive kvaliteter. Han har et godt venstreben og viste flere gange sine sparketeknik og overblik frem.
Mikkel Thygesen, Brøndby IF;
viste i glimt tidligere tiders niveau og var dominerende på midtbanen med sine dybdeløb og sit presspil. Scorede kampens første mål.
Henrik Hansen, SønderjyskE;
er blevet rykket lidt længere tilbage på banen efter SønderjyskE's skifte til 3-4-3 formation. Men har fundet sig til rette i en rolle med flere nærkampe på midtbanen. Scorede et flot kontrolleret langskudsmål.
Kasper Kusk, AaB;
var i forrygende spillehumør og voldte FCK's vikarierende venstre back problemer, med sine mange løb ind i banen. Kom selv til afslutninger og viste god spilforståelse i småspillet med Helenius, der skabte ravage i FCK-feltet.
Danny Olsen, FC Midtjylland;
matchvinder med et opportunistisk langskudsmål der overlister Hradecky i Esbjerg målet. Olsen var placeret som den offensive centrale midtbane og var kampens dominerende spiller. Han var et stort aktiv i presspillet og god igangsætter i FCM' offensive spil.
Johan Absalonsen, SønderjyskE;
en assist, da han lagde bolden af til Henrik Hansen, og et flot mål, trukket op i det lange hjørne med ydersiden, giver en plads på rundens hold, for første gang i sæsonen.
Tommy Bechmann, SønderjyskE;
den rutinerede målræv blev dobbelt målscorer i sejren mod OB. Bechmann var en evig trussel i feltet og testede flere gange Jesper Christiansen.