fredag den 1. februar 2013

Top 5 transfers i Januar 2013

Transfervinduet er lukket i og Eftertackling stiller skarpt på de bedste indgående handler i Superligaen.

Top-5 transfers i Januar 2013:


#5: Nikolaj Madsen, SønderjyskE
Er købt som erstatning for amerikaneren Conor O'Brien. Nikolaj Madsen er en dygtig midtbanespiller, med mål i støvlerne, der scorede 8 mål i HB Køge's nedrykningssæson i 11/12. På sigt kan han udvikle sig til en god superligaspiller og SønderjyskE er kendt for at finde billige ukendte spillere med udviklingspotentiale.

#4: Hans Henrik Andreasen, Esbjerg fB
Gammel kærlighed ruster aldrig. HH er tilbage hvor det hele startede, nu som en erfaren midtbanespiller, der i OB blev kendt, på godt og ondt, for sine mange dybe løb, der ofte førte mål med sig. Ydover sin rutine, vil han tilføjer han sin fysik og luftstyrke til Esbjerg-holdet.

#3: Uffe Bech, FC Nordsjælland
Har i mange år været et anerkendt talent i DBU-regi og med FCN/Lyngbys gode samarbejde med udveksling af spillere, er det ikke et overraskende skifte for Uffe Bech. Han er en teknisk dygtig og hurtig spiller, der passer ind i Kasper Hjulmands filosofi. Hvis han får fast spilletid vil han utvivlsomt blive en profil i Superligaen.

#2: Daniel Jensen, FC København
Det var helt oplagt at 33-årige Daniel Jensen, langt om længe skrev kontrakt med FCK. Han har en fantastisk spilforståelse og boldomgang og vil blive en stor profil i Superligaen, så længe kroppen kan holde. Han vil ligeledes bidrage til FCKs europæiske eventyr i efteråret med sin erfaring fra Champions League.

#1: Conor O'Brien, FC Nordsjælland

En af de bedste midtbanespillere i foråret, har uden tvivl været eftertragtet blandt de danske klubber, da hans kontrakt med SønderjyskE udløb ved årsskiftet. Det var mesterene fra FCN der løb med amerikaneren og han skal kæmpe med Anders Christiansen om pladsen ved siden af anfører Nicolai Stockholm. Han tilbyder mere offensivt end den solgte Enoch Adu og der ser ud til at FCN's midtbane i foråret vil blive mere direkte med tilgangen af O'Brien.


Af andre nævneværdige tilgange i Superligaen er følgende:
Steven Morrissey til SIF; Lorenzo Davids til RFC; David Löfquist og Darko Bodul til OB; Francisco Calvo, Ricardo Bueno og Joao Pereira til FCN og Søren Frederiksen til AaB

På afgangssiden har der også været aktivitet med mestrene FC Nordsjælland som de mest aktive.

Vigtigste afgange: Mikkel Beckmann, Michael Parkhurst, Enoch Adu, Andreas Laudrup alle FCN; Aron Johannsson og Søren Berg, AGF; Mike Jensen, BIF; Andreas Johansson, OB

Vinteren er som sædvanlig også en god mulighed for at sige farvel og tak og det har følgende markante spillere valgt:
Kasper Bøgelund, AaB; Henrik 'Tømrer' Pedersen, SIF; Peter Graulund, AGF; Søren Jochumsen, ACH.